FanFic

Ja okay fair nok!! jeg kedede mig xP hvilket jeg sådan som så egentligt stadig gør >_< 

når men når man keder sig så er det jo bare at finde på noget at lave, og denne her har rumsteret rundt i mine tanker de sidste par dage xP

Dette her er klart nok ikke den komplette, eller afsluttede historie, dette er blot begyndelsen, men syntes bare lige jeg ville dele den med jer xP

Navn: Shinjiro&Mig

Med: Shinjiro fra AAA i første omgang xP

Claim: Jeg ejer på INGEN måde noget som helst af bandet/gruppen AAA... Dog er Celine, og jeg-personen en selvopfundet person :) Så please ikke stjæl.. Historien er også selv opfundet så heller ikke tage den :)

Here I come

”Hvor er det godt at se dig” Celine så stor smilende på mig, hvor på hun gav mig et endnu større kram. Jeg smilte lige så stort tilbage til hende. Jeg var endelig ankommet. Efter en alt for lang rejse, med tumult, forsvindende kufferter og andet stod jeg nu her. Jeg var spændt og også utrolig glad, men jeg havde også alle grunde til at være det.

Jeg var lang om længe i Japan. Det land jeg i nu flere år havde længtes efter at se nærmere på. Godt nok var mine grunde for at besøge landet udelukkende i de mangaer jeg havde læst og de Animes jeg havde set. Mange havde sagt at landet og tegningerne på ingen måde kunne sammenlignes, men det tog jeg ikke så tungt. Kunne ikke se nogle grund til ikke at længtes til dette land.

”Her” sagde Celine efter at vi havde krammet. Jeg kiggede på hvad hun rakte mig. Noget der meget vel kunne være en sort og rød klap telefon.
”Tak?” jeg så spørgende på hende, men hun sagde intet. Smilte blot og tog min store kuffert ”Så hvorfor denne??” jeg var stadig spørgende.

”så vi kan få fat i hinanden” Celine gav ikke mange svar, men dette her var i det mindste noget jeg kunne bruge. Havde godt nok ikke regnet med at skulle skilles fra hende, men hun havde vidst lagt planer for os.

”Pas på” vi havde kun lige forladt lufthavnen, og toget var proppet. Jeg kunne ikke engang se min veninde længere. Håbede bare hun havde min store taske.  Jeg var blevet mast ind og fordi jeg havde været en af de forreste var jeg endt med at ryge helt over i den anden side af toget, og var nær blevet mast op af vinduet. Jeg havde ikke været forberedt på det, men at der stod en lidt for køn sorthåret fyr med en brun hætte og kasket og sørgede for at jeg ikke blev mast, havde jeg på ingen måde heller forventet.

”tak” fik jeg frem sagt på japansk, og rødmede en smule, fyren kiggede ikke på mig. Han så i stedet meget koncentreret ud. Toget kørte og da det holdte ind første gang blev størstedelen af toget tømt, dog kom der en masse nye mennesker ind. Dog var der ikke på samme måde et maseri. Fyren blev dog stående. Jeg mærkede min mobil vibrere som jeg kun lige havde fået lagt i min nye sommerjakke lomme.

’Vi skal af om to stop’ beskeden var på engelsk fra Celine, det eneste sprog ud over lidt japansk vi sammen kan snakke. Ikke at det gør noget. Hun kunne åbenbart heller ikke se mig. ’du har stadig min kuffert ik?’ skrev jeg spørgende tilbage igen på engelsk. Mit japanske er på ingen måde trænet nok til at jeg turde gøre det på japansk. Dog var det også her jeg opdagede hvor svært det var for mig at skrive på denne telefon. Godt nok var den ikke på japansk, men opsætningen var en komplet anden end hvad jeg er van til.

Da toget holdte inde på stoppet før mit stop så jeg smilende op på fyren og takkede igen mange gange fyren for hjælp. Denne gang sendte han mig et smil, og jeg var lige ved at lade mine ben forsvinde under mig. Jeg var ikke i tvivl. Det var kærlighed ved første blik.

På grund af hans fortryllende smil var jeg lige ved at misse mit stop, men også her hjalp min prins mig. Han skubbede mig blidt mod døren. Jeg smilte bare lykkeligt. Kunne ikke så meget andet.

”kom vi skal denne her vej” jeg blev kort revet ud af min drøm da jeg stod på parronen og kunne se Celine gå mod udgangen. Jeg skyndte mig efter hende, og sammen gik vi mod den lejlighed Celine boede i, og som de næste tre måneder også skulle være mit hjem.